Ode til typografien

Af pablo Neruda

Store alvorlige bogstaver,
lodrette,
i rene
linjer,
knejsende
som skibets
mast
midt på
siden
fuld af
forvirring og rod,
algebraiske
bodonityper,
fuldendte
bogstaver,
fine
som mynder,
tilpassende
geometriens
hvide rektangel
Elzevir-vokaler,
Prægede
Af det fine stål
i værksteder nær vandet
i Flandern, langs
nordens kanaler,
ankerets
skrifttegn,
Aldus-typer,
standhaftige
som Venedigs
havfigur,
i hvis modervande
kursiven driver om
som et hengivent
sejl
og får alfabetet
til at hælde:
de oceaniske
opdageres
vind
bøjede
for stedse
skriftens profil.

Fra
middelalderens hænder
nåede de
helt til dine øjne:
dette
N
denne dobbeltform
8
dette
J
dette
R
af rum og rødme.
Der
blev de skabt
som var de
sprogets
tænder, kløer
og metalliske hamre.
Hvert bogstav
udhamrede de,
rejste de op,
en lille sort statue
i hvidt
et blomsterblad
eller tankens
stjerneklædte grund
som tog skikkelse
af en vandrig flod
som førte til folkenes hav
med hele
alfabetet
og kastede lys
over mundingen.
Menneskets
hjerte og øjne
blev fyldt med bogstaver,
med budskaber,
med ord
og vinden, i voldsomme kast
eller dvælen,
gav stødet til de gale
og hellige bøger.

Under
de nye
skrevne pyramider
var bogstavet
levende,
alfabetet glødende,
vokalerne,
konsonanterne som
nikkende blomster.
Papirets
øjne, som betragtende
menneskene
og søgte efter
deres fornøjelser,
deres historie, deres elskov,
udbredte
den ophobede
skat,
mens de med ét
delte visdommens
sindighed ud
på bordet
som et spil kort,
al
århundredernes
hemmelige
humus, sangen, erindringen,
oprøret,
den blinde lignelse,
de blev
pludselig
frugtbarhed
kornkammer,
bogstaver,
bogstaver
som vandrede
og opflammede,
bogstaver
som drog over havet
og sejrede,
bogstaver
som vækkede
og klatrede opad,
bogstaver
som vækkede
og klatrede opad,
bogstaver
som befriede,
bogstaver
som fløj gennem luften
i dueskikkelse,
bogstaver,
røde på sneen,
skilletegn,
veje,
bygning
af bogstaver,
og Villon og Berceo,
erindringens
troubadurer,
knap nok
skrevet på læder
som på krigstromme,
de kom
til bøgernes
rummelige skib,
til den søfarende
typografi.

Men
bogstavet
var ikke blot skønhed,
det var også liv,
det var fred for soldaten,
der steg ned i minens
ensomhed,
og minearbejderen
læste
det usårlige og hemmelige
flyveblad,
skjulte det
i sit gådefulde hjertes
folder,
og oppe
på jorden
var han en anden,
og hans ord
blev et andet.
Bogstavet
blev moder
til de nye faner,
bogstaverne
frembragte
de jordiske
stjerner
og sangen, den glødende hymne
som forener
folkene,
bogstav
føjet
til bogstav,
fra folk til folk
blev grunden lagt
til dets klangfulde autoritet
som voksede i menneskets strube
til sangens klare magt stod fast.

Lad mig
derfor
fejre dig,
typografi,
i dine
rene profilers
renhed,
i bogstavet
O's
fiole,
i det græske
Y's
kølige vase,
i
Q'et
i Quevedo
(hvordan kunne
min poesi
passere dette bogstav
uden at føle den døende vismands
ældgamle kuldegysning?),
i den
mangfoldige
lilje
i
V'et
i Victoire,
I E'et
med trinene
at klatre til himlen ad,
i
Z'et
med dets lynansigt,
i det orange
P.

Elskede,
jeg elsker
dit hårs bogstaver,
dit bliks
U,
din taljes
S.
I det unge forårs
løv
skinner det diamantklare
alfabet,
smaragderne
skriver dit navn
med dugfriske initialer.
Du min elskede,
dit viltre hår,
uudgrundeligt
som urskov og ordbog,
indhyller mig
med sit røde sprogs
hele fylde.
I alt,
i ormens
spor
kan man læse,
i rosen kan man læse,
rødderne
er fulde af bogstaver
som skovens fugtighed
har krummet,
og på himlen
over Isla Negra, om natten,
læser jeg
læser jeg
på kystens
kolde firmament,
intensivt og klart
af skønhed
som det strækker sig vidt
med store
og bittesmå stjerner
og iskolde
diamantråb,
jeg læser, læser
i natten
over det sydlige Chile
fortabt i himlens
himmelske ensomheder,
som i en bog
læser jeg
alle
eventyrene,
og i græsset
læser jeg,
læser
den landlige jords
grønne, sandgule
typografi,
jeg læser
skibene, ansigterne
og hænderne,
jeg læser
dit hjerte
hvor
dit navns
provinsielle
initial
og mit navns
klippeskær
lever
flettet ind i hinanden.
Jeg læser
din pande,
læser
dit hår,
og i jasminen
lader
de skjulte bogstaver
det uophørlige
forår spire,
indtil jeg tyder
kornvalmuens
interpunktion
og
sommerens
skarlagenrøde
bogstav:
de er min sangs nøjagtige blomster.

Men
når
skriften
udfolder
sit rosenbed,
bogstavet
sin sande
havekunst,
når du læser
de gamle og de nye
ord, alle sandhederne
og udforskningerne,
da be'r jeg dig
om en tanke
for ham som ordner dem
og stiller dem op,
for ham som gør
matricen klar,
bogtrykkeren
med sin lampe, han der -
som en styrmand -
på sprogets bølger
styrer vindene og skummet,
mørket og stjernerne
i bogen:
Menneske
og stål
endnu engang forenet
mod mysteriets
nattevinge
sejlende,
gennemborende,
komponerende.

Typografi,
jeg er
kun en digter,
og du er
fornuftens
blomstrende leg,
intelligensens
løbere
i bevægelse.
Du bli'r ikke træt
om natten
eller om vinteren
du kredser
gennem årene
i vor
anatomi,
og hvis du hviler
i flugten
en eller anden nat
eller under en strejke,
af udmattelse eller midt i en ombrydning,
da sænker du dig atter ned
på bogen
eller avisen
som fuglene
på reden.
du vender tilbage
til systemet,
til forstandens
endegyldige
orden.

Bogstaver
bliv ved med at falde
som en punktlig regn
på min vej.
Bogstaver af alt det
som lever
og dør,
bogstaver af lys, af måne,
af stilhed
og vand,
jeg elsker jer,
og i jer
erobrer jeg
ikke blot tanken
og kampen,
men også jeres dragt,
jeres tanker
og lyde:
den prægtige aftens
A
tårnets og tungens
T
og M'et
som dit navn
af morgenrøde.

Til toppen.